Speltmiddelklassen har travlt

 

 

                 Work life balance er et - ifølge Christine Feldthaus

                 »skrækkeligt belastet« - modeord. Det handler om at

                 opnå balance mellem arbejdsliv, familie- og fritidsliv, og det er her, det går galt, mener hun. Vi arbejder som aldrig før - også kvinderne - og når man spørger danskerne, om de har svært ved at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen, så siger over halvdelen at de synes, det er vanskeligt.

 

Årsagen er et enormt forventningspres, som vi ofte selv har skabt godt hjulpet på vej af damebladene. - Der er nogle forventninger til det her moderne liv om, hvordan parforholdet skal fungere. Hvordan skal børnene se ud i tøjet, hvad skal de hedde, hvad skal de have at spise, hvad for en skovbørnehave skal de gå i, hvad for noget hjemmestrik skal de have på, og i hvilken garnkvalitet.

 

Altså der er meget travlt i det, jeg kalder speltmiddelklassen i Danmark med at sende nogle signaler om, at man har kontrol over lortet, ikke. Samtidig med at man selv skal være i god form og gå til yoga og helst have lavet langtidsbraiserede svinekæber i weekenden med en hjemmebrygget porter til, ellers har man ikke magt over det, siger Christine Feldthaus.

"

Uddrag af artikel skrevet af Marianne R. Eskildsen i ”Det sker” nr. 2, 2015, og udgivet af Herning Kommune.