Skabertrang på livstid

Bo Østlund har samlet 20 kendte danskere for sammen med dem at dykke ned i begreber som kreativitet, angst, sårbarhed, eufori og den lidenskabelige trang til at lege med ilden. I Bo Østlunds bog fra 2009 medvirker også Christine Feldthaus med sit bud på ”I Maggiterningens spor” om at bruge sine kreative sider fra fortiden i reklamebranchen.

 

 

 

Uddrag med Christine Feldthaus fra bogen:

 

                 Er du aldrig gået i stå, løbet tør for

                 brændstof, idéer og kræfter?

 

Jeg prøvede for nylig for første gang i mit liv at have halvanden måned, hvor jeg var rungende tom. Jeg havde simpelthen revet for meget af mig. Jeg tror på kroppen som en tankstation, hvor jeg har en tank inden i mig, og så er der en tank uden for. Problemet er, at der kommer en ubalance, når der bliver revet for meget ud i forhold til, hvad der kommer ind. Og jeg tror, at jeg var kommet i ubalance.

Jeg havde været for meget på podiet. Jeg havde talt for meget, holdt for mange foredrag, skrevet bog, skrevet for mange klummer, udtalt mig til for meget om miljø. Jeg var tømt ud. Der var tomt som i et kirkeskib, hvor man kun kan høre de buldrende malmklokker. Jeg var bare … Jeg gad ikke sige mere, mand.

 

 

 

"

Hvorfor er du ikke på Facebook?

 

Jeg tror, det skyldes, at jeg ikke er i konkurrence med de andre – jeg er i konkurrence med mig selv. Jeg er ikke interesseret i at have 5.000 eller 10.000 venner på Facebook. Det rager mig en høstblomst, og jeg kan simpelthen ikke se værdien i det. Jeg kan godt se, at jeg skal vide noget om det, og jeg skal kunne undervise erhvervslivet i, hvad der sker på Face’ren. Men jeg vil da 10 gange hellere ligge med en bog, hvor jeg tænker: ”Hold kæft mand, hvor er dette dog stor kunst”. For mig er Facebook meget overfladisk og meget ligegyldigt. Mine radarer peger mod andre steder.