Den nøgne sandhed...

Hudløst ærlige portrætter af kvindelige rollemodeller udkom i 2014

 

 

 

Christine Feldthaus’ bidrag til bogen:

 

                Jeg er stolt af rynkerne, de er livet i mit ansigt

 

                Der er sagt umådeligt meget om skønhed til alle tider. Overskriften er leveret af selveste Brigitte Bardot. Skønhedsidealerne har forandret sig igennem alle tider. En gang var det attråværdigt at være kraftig – hvilket det stadig er i visse kulturer. I 1700-tallet var det sexet at gå med paryk – hvilket det vist fortsat er blandt afroamerikanske kvinder og i visse religiøse kulturer.

Men lur mig om ikke, at skønhedsidealerne i vores lille danske andedam er ret statiske og også lidt kedelige – i hvert fald i min levetid.

 

Siden starten af 1960-erne har kvindelig skønhed i hvert fald i det kommercielle mediebillede stort set udelukkende været forbundet med det ydre. Og i de seneste mange år er den tendens forstærket. Uanset om vi taler om de medier som professionelle er redaktører for – eller de medier, hvor vi amatører polerer vores egen Facebook-fremtoning.

 

 

 

"

I den vestlige forbrugerkultur er skønhedsidealet for kvinder oftest synonymt med at være: Ung, slank, glat, rynkefri, pletfri, velfriseret, langbenet, smal-numset, barmfager og velplejet. Skidt med om der så ikke sker så meget nord for halspulsåren – altså på ”1. salen”. Hvis man skal tyde de kulørte blades idealer, er det i hvert fald vigtigere, at man har trimmet skæg-skridtet og talt sine skridt – end om man har læst Ida Jessen og Sokrates. Og det er vigtigt, at man er ung – for ellers er man i afvikling, og det er der ingen, der har lyst til at se på. Det er interessant at tænke på, at den danske befolkning bliver ældre og ældre – men at antallet af 50+årige kvindelige værter i de elektroniske medier stort set kan tælles på en eller to hænder.

 

Og det er jo egentlig faktisk en skam, især hvis man tænker på følgende lille citat: Aldrende kvinder burde betænke, at et æble ikke mister noget af sin velsmag, selvom det har et par rynker på overfladen. Jeg har dog en lille forhåbning om, at det i hvert fald i visse kredse er blevet mere attraktivt at stå ved sit naturlige udseende og sin alder. At det er i orden, at være den man er nået til i livet med hvad dertil hører af skavanker. Det er muligt at bindevævet søger mod jorden, at tyngdeloven sætter ind for bryster og baller – og at man ikke længere behøver at tage ekstra badevinger med i svømmehallen. Til gengæld kan det forekomme, at der som kompensation driver noget skønhed ud indefra sjælen – noget der lagres og måske ligesom noget vin bliver bedre med alderen. Rynker skal ikke retoucheres bort – snarere regnes og anses som medaljer for levet liv."