Bragt i Ekstra Bladet 21/10-2010
Jeg sad lige så stille i sofaen og læste avisen. Med kaffen indenfor rækkevidde og syngende fugle udenfor havedøren. Pludseligt stod en tyk varm stråle ud af munden på mig og ramte gulvtæppet. Mine øjne var gledet ned over en lille fin annonce i avisen – en invitation til afskedsreception. I annoncen sad portrætbilledet af en pæn og velholdt mand – som afgjort virkede jævnaldrende med mig. Sådan i ”slutfyrrerne”. Nydelig var han med flot glat hud, neutrale briller, relativt moderne frisure og den helt rigtige skjorte og slips. En mand i sin bedste alder, vil jeg kalde ham.

Kaffen kom ud, da jeg læste annonce teksten: Efter 33 år i virksomhed XX afslutter XXXXXX sit aktive arbejdsliv som XX-driftschef. Og nu kommer det: Han har valgt at gå på pension og får dermed mere tid til at rejse og dyrke badminton! Helt forståeligt. Hvem vil ikke rigtigt gerne vil have mere tid til at rejse og dyrke badminton? Men det går bare ikke økonomisk. For vi skal tjene penge, så vi kan betale vores skat, husleje, bil, Falck-abonnement, A-kasse bidrag, forsikringer, tøjpenge og alskens andet godt.

Så vi må vente til vi bliver midaldrende. Og nogle af os må vente så længe, at efterlønnen for længst er afskaffet når vi er nået op i den alder, hvor den slags tidligere var relevant. Naturligvis. Og nu kommer clouet! Hvorfor er vores politikere så bange for at tale om at afskaffe efterlønnen! Når alle andre i vores samfund taler om det? Når alt fra vismænd til almindelige borgere er helt enige om, at efterlønsordningen ikke findes når vi når lidt længere frem i tiden. Eller slet ikke længere er nødvendig for alle borgere.

Hvem er det politikerne tror de beskytter ved at tale om alt muligt andet end det, der er vigtigst for vores fremtid i lille Wellness Danmark. Hvem er det de glæder når de i politiske dueller bruger hele taletiden på at kaste mudder efter hinanden og påstå at modparten lyver! I stedet for at bruge tiden på at overbevise mig og andre vælgere om, at de kan samarbejde om de reformer, som skal sikre vores fremtid – og vores børns fremtid. Hvorfor tør hverken rød eller blå stue at tale om, at det ikke i fremtiden bliver muligt at give efterløn til ALLE – uden at vores skat stiger til noget nær 100 %. Og hvorfor er der ikke nogen, der taler om at de undersøgelser, der viser, at 50% af de nuværende efterlønnere, selv mener, at de sagtens kunne have arbejdet videre. Og at 20% af dem oven i købet mener, at kunne være fortsat på fuld tid.

Hvorfor er det så farligt at tale om den efterlønsreform? Mange af os omkring de 50 år taler da tit om den. Og vi er trætte af al den politiske mumbo-jumbo! Vi er nemlig ikke alle sammen uoplyste borgere, som skal fredes for vanskelige problemstillinger! Måske er det derfor, at nogen stemmer blankt ved næste valg.