Bragt i Ekstra Bladet 15/12/-10
Her hvor der kun er lidt over 14 dage til at vi går ind i et nyt friskt år, tænkte jeg om man må foreslå et nytårs fortsæt til alle dem, der endnu ikke har fundet deres eget. Forslag til nytårsfortsæt for 2011: Jeg vil ikke sende aben videre!
Det år der snart slutter har været præget af mange problemer, både i Danmark og internationalt. Valgkampen er vist nærmest gået i gang og vi bliver konstant bombarderet med ”hvor uduelige, de andre er”. I en grad, så man næsten ikke længere gider at høre efter.

Der findes utallige eksempler på mudderkastning og ophedet debat, hvor det hver gang ender med, at man ser mennesker tale grimt og personligt nedsættende til hinanden med himmelvendte øjne – for at hævde egne synspunkter.

Var det i 2010 at det definitivt gik af mode, at forsøge at diskutere på et sagligt grundlag hvor målet er vigtigt og midlerne er fair. Tænk sig om man bare for en gangs skyld kunne overvære en politisk debat, hvor de folkevalgte søger kompromisser og løsninger for åbent tæppe. Hvor man viser, at man kun er optagede af at finde vejen frem i stedet for at skændes som hund og kat med det resultat at alting står stille i gungrende uenighed. De nyligt offentliggjorte Pisa-undersøgelser er ikke noget at prale af – men skolelærerne sender aben videre til politikerne, oppositionen sender aben videre til regeringen, regeringen sender aben til Lærerformanden, Lærerformanden sender aben til politikerne, kommunen sender aben til staten. Skolebørnene og deres forældrene sender aben til politikerne…. og man kunne blive ved.

Spørgsmålet er, hvordan vi nogensinde skal få løst problemerne, hvis der slet ikke er nogen, der vil beholde aben! Og påtage sig at finde løsninger!

Spørgsmålet er om vi i vores gyldne og ofte barnagtige velfærdsstat har vænnet os til at det altid er ”de andres” skyld og ansvar. Og om vi ikke selv kan tage del i at flække aben, så nogle flere hjælpes ad med at finde løsningerne. Men det kræver naturligvis, at alle gider at lytte til hinanden – og det er vi heller ikke meget for i disse individorienterede ego-år. Det er måske det vi glemte i nullerne. Måske skulle vi i 10-erne genfinde eller genopfinde en ny måde at forhandle, samtale, lytte og løse problemer på – hvor der ikke er så megen kø ved håndvasken – og hvor man ikke altid starter med at sende aben videre.