Bragt i Ekstra Bladet 1. september 2010

Mange mener nok, at det der med takt og tone er ”so last season”. Og at det nu om stunder handler mere om at realisere sit EGET potentiale 24 timer i døgnet.

Jeg har tidligere harceleret over, at mange taler i mobiltelefoner i det offentlige rum, så man kan følge med i deres spændende problemer med f.eks. underlivet eller kæresten, der ikke vil makke ret.

Men der er også en anden bagside ved moderne kommunikationsudstyr. Der har stille og roligt indsneget sig en ny trend, som breder sig som ringe i vandet. I takt med, at vi alle har fået smartphones, mobiler og internetadgang. Det er tendensen: ”Jeg kontakter dig NÅR det passer MIG – også selvom jeg ikke er din familie og vi ikke har en forudgående aftale”. Det skete igen i denne weekend. Mens jeg sad i mine egne tanker og maste på min mountainbike langs vandet for at komme af med de kilo, som jeg har akkumuleret i sommerferien med alt for meget af det, man ikke skal ifølge kostrådene! Midt i min kvalitetstid under sensommerens milde stråler bimlede min telefon i sadeltasken. Kl. 9.30 søndag morgen! Pligtskyldigt bremsede jeg op, klikkede ud af pedalerne og fandt telefonen frem. Sagen er nemlig, at jeg insisterer på at mine forældre og min søn kan komme i kontakt med mig, hvis de har brug for hjælp eller der er sket noget i privatsfæren, som kræver min akutte opmærksomhed. De kunne jo være blevet syge! Eller det der var værre.

For at sige det rent ud, så bliver jeg stadigvæk temmelig urolig når telefonen ringer på sære tidspunkter. I det konkrete tilfælde var det endnu engang ikke noget vigtigt. I hvert fald ikke vigtigt for MIG. Det var blot igen en henvendelse fra et menneske, som var på arbejde og åbenbart mente, at jeg står til rådighed 24 timer i døgnet.

Samme dag, da jeg kom hjem fra motionsturen kunne jeg i avisen læse, at to ud af tre danskere aldrig holder fri fra arbejde. Hele 67 % af danskerne i alle typer af jobs siger, at de næsten altid eller altid er tilgængelige for deres arbejde i deres fritid. Måske er det derfor at vi ser så store problemer med stress relaterede sygdomme! Man regner med at disse pligtopfyldende flittige danskere koster det samfundet omkring 55 milliarder kroner årligt i stress- og sygdomsbekæmpelse. Jeg har et forslag. Skal vi ikke tage skeen i egen hånd og arbejde på, at vi ikke ringer og forstyrrer hinanden med faglige spørgsmål udenfor almindelig arbejdstid. Især når vi ikke taler om livsvigtige sager! Eller skulle vi i det mindste ikke indlede sætninger på helligdage og søndage eller i sene aftentimer med sætningen: ”Undskyld jeg ringer på dette mærkelige tidspunkt, forstyrrer jeg?”….

Altså med mindre, at jeg er den sidste i dette land, der sætter en ære i at adskille arbejde og fritid.